Livet med en præmatur…

Livet med en præmatur…

Livet med en for tidligt født er, som I nok ved, ikke nyt for mig, da Leonardo jo allerede blev født i uge 31+2… derfor tror jeg også, at det var meningen med, at jeg netop skulle få lov at være mor til sådan en minibaby igen… fordi jeg kan og nu ved hvordan jeg skal takle det. Og denne gang uden at blive væltet helt omkuld, fordi jeg vidste hvad jeg gik ind til.

Da jeg fødte Leonardo anede jeg ikke at jeg var i fødsel, for jeg havde jo aldrig prøvet det før og vidste ikke hvad jeg skulle mærke efter, og det havde ikke skænket mig en tanke, at nu var det nu. Jeg havde haft en lang dag med pilatesundervisning fra morgenstunden, arbejde i Amazing Space fra 10-19 og middag hos en veninde om aftenen… Ude hos hende begyndte jeg at få lidt ondt i lænden og vi grinede bare lidt af det og tænkte det var fordi jeg var træt efter en lang dag. (det var mit liv før jeg begyndte at mærke mig selv ;-)) Så kørte hjem ved 22.30-tiden, og blev ved med at få sådan nogle plukveer med ondt i lænden, som jeg ikke kunne sove for. Lå og skrev med min veninde om natten, som havde født tvillinger måneden forinden, så hun var alligevel oppe, og hun skrev ved 2.30-tiden at hun synes jeg skulle ringe på fødegangen blot for at blive tjekket. For hellere være “safe than sorry”. Så jeg sagde til min daværende kæreste, at jeg lige kørte ud til tjek på Hvidovre, og sagde for sjov, at måske kommer vi to hjem. Så kørte afsted selv, og da jeg så kommer ud er jeg 7 cm åben og i fødsel (har altid haft en pænt høj smertetærskel). Jeg ringede til min kæreste, som nåede at komme, og til min veninde, som jeg slet ikke kan takke nok idag, for at have sendt mig afsted. Det gik super stærkt og endte i akut kejsersnit. Bum! Så var jeg pludselig mor. Til en dreng på 43 cm og 1689 gram. To timer efter jeg havde ringet blot for at høre om alt var ok. Jeg lavede ikke andet end at tude i de første 14 dage. Det hele var mega overvældende. Hans lunger var ikke modne, så han skulle have lungemodnende og blev lagt i respirator første nat. Så tudede jeg over det. Hver gang jeg kom ind på stuen og så min lille bitte søn lægge i sin kuvøse med cpap og elektroder overalt tudede jeg. Jeg havde jo en søn men havde ham samtidig ikke, for han lå jo derinde og så så lille og skrøbelig ud. Jeg sad med ham hele dagen hud-mod-hud, for der var intet andet sted i hele verden jeg skulle være. Instinktiv vidste jeg, at det var dét der skulle til for at gøre ham stor og stærk. Dagene gik og han blev stærkere og stærkere. Små milepæle blev nået som, at blive fri for cpap, ilt og elektroder. Der var stadig tudeture, hver gang der skulle ske noget nyt. Det lyder mærkeligt, men bare det at skulle sove på barselshotellet istedet for barselsgangen var en kæmpe omvælting, og igen da jeg så skulle hjem og sove for derefter at flytte ind på hospitalet inden vi skulle hjem på Tidligt Hjemmeophold. Som om, at ligeså snart jeg havde fundet roen det ene sted blev det hevet væk under mig og jeg skulle starte forfra. Men de var rigtig gode på Hvidovre til at skabe en hverdag med vores børn, og vi fik rigtig grundig undervisning i, hvordan præmature skal håndteres, deres signaler, senfølger, deres sensitivitet og fik psykologhjælp, så jeg i sidste ende kan se tilbage på et forløb, som jeg er meget taknemmelig for. Jeg kom hjem med en baby, som jeg kendte 100%, og var helt tryg i min nye rolle. Vi var på Tidligt Hjemmeophold fra uge 34+5, hvor han var fri for overvågning, og kun havde sonden tilbage. På det tidspunkt manglede han blot at blive stærk nok til at sutte alt sin mad ved brystet selv, og det kan man ligeså godt få lov til hjemme, hvis man ellers er tryg ved det.

Derfor var oplevelsen denne gang meget anderledes. For det første vidste jeg, at jeg kunne klare alt, blot jeg nåede over 31+2. Hun nåede at få lungemodnende og jeg fik ve-hæmmende så vi kunne strække den i 12 timer. Jeg har derfor ikke været det mindste bekymret for min datter undervejs, da hun bare har vist sig stærk hele vejen, og jeg selv har vidst hvordan jeg skulle håndtere det med ro i sindet. Min ro har smittet af på min kæreste, så det ikke har virket traumatisk for ham heller. Jeg har igen vidst, at jeg skulle være der og sidde med hende alt det jeg kunne, lukke alt andet og alle andre ude, og bare være hendes livmoder. Hun kom ud i uge 32+2, og bare det at de når over uge 32 gør meget ift. bekymringer om øjne, hjerneskader mv. Som familie har vi klaret det rigtig godt, og jeg har fra start sagt, at det vigtigste for mig var, at det her ikke skulle gå ud over Leonardo. De første 4 dage flyttede en veninde ind i huset, for at tage sig af webshoppen samt sørge for Leonardo. Derefter havde vi selv behov for at finde en hverdag, og heldigvis er min kæreste også selvstændig og kan selv planlægge dagen. Jeg var hjemme og sove mange nætter så jeg havde hele morgenen med Leonardo, og om eftermiddagen kom de så ind til os, hvor jeg igen havde Leonardo at hygge med i et par timer imens farmand sad med Alba. Den eneste jeg har haft dårlig samvittighed overfor har været min hund, for der har ikke været meget overskud tilbage fra min side til ham. Heldigvis har svigerfamilien og venner været gode til at tage ham i nogle dage af gangen, hvilket har været den bedste hjælp i denne tid.

Da jeg har været igennem hele møllen før, synes jeg ikke det er hårdt at have en præmatur. Det er faktisk ret hyggeligt og dejligt at putte med en minibaby hele tiden, og en tid jeg nyder max, da jeg ved den aldrig kommer igen. Det sværeste er faktisk, at få omverdenen til at forstå, at det ikke er en “almindelig” baby, der kan snakkes til, holdes og dikke-dikkes. Folk vil så gerne hjælpe og komme på besøg, men i sådan en situation er der ikke noget andre kan gøre. Vi må ikke have gæster før termin, da bakterier fra fremmede kan gøre hende syg. Stemmer og berøringer fra fremmede virker overstimulerende, og så får vi blot reaktionerne når de er gået igen. Vi må ikke tage nogle steder, da det er for overvældende. For tidligt fødtes sanse- og nervesystem er på overarbejde bare ved at være uden for maven, og det eneste de har brug for er ro, ro og atter ro. Bare det at fjernsynet er tændt er nok til at overstimulere barnet. Hvis hun både skal bruge energi på at kigge på en samtidig med hun bliver talt til, kan det være nok stimuli og hun vil lynhurtigt trække sig. Alt hendes vågne energi bliver brugt på at lære at amme, hvorefter hun drætter omkuld ved brystet. Det at nusse og ae en for tidligt født kan være overstimulerende og hun har bedst af faste hænder omkring sig for at føle, at hun stadig er i sin hule i livmoderen. Hjernen fungerer og udvikler sig ikke hurtigere bare fordi barnet er kommet ud før tid, så man er nødt til at respektere barnets behov. Hvis en baby født til tiden smiler rigtigt efter 6 uger vil et barn født 8 uger før altså være 14 uger gammelt før det kan det samme. Heldigvis er jeg blevet bedre til at sige fra og vil gøre ALT for at mine børn får den bedste start på livet, trods det, at de er født for tidligt. Så har sagt til familie og venner, at de skal lade som om, at hun er i maven indtil termin, for det er der hun burde være, og hun skal være ligeså meget skærmet fra den store verden, som hvis hun lå der. Jeg ved, at det kan være rigtig svært at forstå, når hun nu er kommet til, for man vil så gerne røre og se det her lille menneske, som man gør når det er en almindelig baby født til tiden. Men det her lille menneske er bare slet ikke klar til andre end mor, far og søskende, hvilket er rigeligt at forholde sig til, og den mindste anderledes energi er nok til at give reaktioner efterfølgende, som hun skal bruge energi på at fordøje, istedet for at kunne bruge det på at blive moden.

Ved at give Alba den ro, som hun har brug for i de første år af hendes liv, ved jeg nemlig at der kommer de dejligste robuste børn ud af det senere hen. Så skal alle andre nok få lov at komme på banen til den tid. Leonardo har altid været særligt sensitiv i de første ca 4 år af hans liv, men ved konstant at sørge for, at der ikke er sket andet end det der skal, og altid give ham en “hviledag” efter en begivenhed, har jeg fået en stor og stærk dreng i trivsel, som kan håndtere det meste. Vi er altid hjemme i vores vante rammer, og sørger for faste sengetider, rytmer og rutiner hver enste dag, også i weekenden. Vi har ikke behov for at fare rundt til alt muligt hele tiden, eller få ham passet i tide og utide. Det vigtigste for mig, er at mine børn trives, og jeg har ikke fået børn for at de skal passes, jeg har fået dem fordi jeg gerne selv vil være sammen med dem så meget som muligt, imens de er små og heller ikke har brug for så meget andet end trygge faste rammer. Det er også derfor jeg har valgt at arbejde hjemmefra siden jeg blev mor. Jeg lyder måske kedelig i manges ører, men efter jeg er blevet mor har jeg seriøst ikke et behov for at komme ud. Oplevelsen med Leonardo har nemlig også gjort, at jeg selv har fundet ud af hvem jeg er og hvad mine behov er. Før farede jeg rundt, arbejdede meget, gik på cafe og spiste om aftenen og trænede hver dag. Ved at få et præmaturt barn, hvor jeg ikke var uden for en dør eller så nogle i 2 mdr, fandt jeg roen i mig selv, fandt ud af at jeg faktisk godt kunne overleve uden træning og blev bare mor med stort M. Og jeg elsker det! Og jeg ved, at jeg nok skal komme i form igen når tiden er til det, men det tager vi i et andet indlæg;-)

Nu glæder jeg mig til endnu en barsel med en for tidligt født, som igen betyder primært ro og fred. Eller her i starten består den primært af at amme, give sondemad og udmalkning på maskine hver 3. time næsten døgnet rundt. Med Leonardo havde jeg det sådan, at der skulle max ske én ting om dagen. Et besøg eller en aktivitet fx. svømning eller sang. Og så sandelig også have plads til dage, hvor der bare ikk skulle ske noget som helst, og vi ikke skulle forholde os til nogle overhovedet. Med sådan en sensitiv lille baby kan man ikke have besøg i tide og utide, vi kan ikke fare rundt konstant til alle mulige ting, for så skal vi bare deale med reaktionerne om aftenen og natten i form af en baby, der spræller med arme og ben, og ikke kan finde ro og vil lægge ved brystet konstant. Nej tak. Hellere give hende den ro hun har brug for, og hvis det betyder at et besøg fra nær eller fjern må vente til der er plads i kalenderen 8 dage frem, så er det sådan det er. Jeg vil ikke gå på kompromis med hendes behov, for at tilfredsstille andres behov. Og jeg har stadig min dejlige webshop, som jeg vil drive videre under barslen og samtidig vil jeg prioritere en daglig middagslur med hende, så jeg kan producere noget ordentligt mælk og have energi til at give til Leonardo og min kæreste om eftermiddagen. Så giver det sig selv, at der ikke er mange timer tilbage til besøg og andet, men det gør ikke spor for Alba (og hendes mor, som har ligeså meget brug for ro;-)). Og når vi får behov for socialt babysamvær er jeg så heldig, at to af mine naboer begge er gravide og den ene har terminsdato to dage før os og den anden til juli, plus at flere af mødrene fra Leonardos børnehave også er ved at have pænt store babybuler:-)

Nu er vi igen kommet på Tidligt Hjemmeophold, og nyder roen og den dejlige energi i vores skønne hus i skoven.