MINE AR – ET HALVT ÅR EFTER

MINE AR – ET HALVT ÅR EFTER

Her er de så. Mine fine ar et halvt år efter, at sårene er faldet af. Til Jer nye følgere, der ikke kender historien, så er den korte historie at jeg i marts måned var på ferie på Maldiverne og efter få dage blev indlagt med alvorlig lungehindebetændelse. Hele 2 liter betændelse hang der i den ene lunge, da jeg kom på hospitalet. Jeg lå indlagt 14 dage på Maldiverne, hvor de gennem flere operationer trak pudsen ud gennem en sprøjte i ryggen på mig, og jeg fik lagt et dræn. Desværre var der en hinde de ikke kunne nå ind til med drænet, da den lå ret tæt på hjertet. Så den skulle opereres og det ville jeg helst have gjort i Danmark. Så jeg fløj med ambulanceflyver til Danmark og lå 14 dage på Aalborg sygehus. De små ar er fra de forskellige dræn og det store er fra den sidste operation, hvor de endelig fik skrabet det sidste ud. Hvis du vil se mere fra mig og min familie fra den tid jeg var indlagt, kan du gå tilbage på min Instagram til marts/april måned 2018. Bare kig efter de billeder, hvor jeg er utrolig bleg i hovedet 😀

Nå, men tilbage til arene…

Hvorfor viser jeg dem? Det gør jeg fordi, at jeg er ret stolt af dem. De vidner nemlig om endnu en kamp i mit liv, som jeg har overvundet og kommet på den anden side af. Og jeg synes de pynter meget godt på min torso, sammen med ALLE de andre historier der gemmer sig netop der. Historien om, hvordan min førstefødte kom akut ud gennem maven på mig og jeg fik det fineste ar, hvor jeg hver gang jeg kigger på det, tænker på ham. Mit hjertebarn. Historien om arret i navlen og to små ude i hver side af maven, fra dengang jeg fik min første spiral og den desværre endte oppe i min bughule. Eller et lille ar fra en skoldkop, fra da jeg var 5 år. Jeg har ar fra modersmærker, som jeg har fået fjernet flere steder. Og min yderst fine tribal tatovering, som fortæller historien om en tur til Calella som 17-årig med min gamle Handelsskoleveninde, hvor vi var så smarte at få den lavet første dag dernede, så vi skulle gå med sådan nogle smarte plastre på stranden resten af ugen 😀 Jo jo, historier er der nok af og ens krop gemmer på mange af dem.

Mange kvinder er kede af deres ar på kroppen, fx. arret efter et kejsersnit eller måske de har fået strækmærker, og undlader derfor at gå i bikini eller tøj, hvor man på anden måde kan se det. Men prøv lige at vende den rundt, og tænk på hvor mega sejt det er, hvad du har været igennem. Du er MOR, den største bedrift man kan opnå! Du har båret dit barn i maven i 9 måneder, og det må da gerne kunne ses. Det er okay! Du er SUPERWOMAN! Prøv istedet hver gang du kigger på dine ar eller strækmærker og tænk på det dejlige barn, der har givet dig dem. Ville du være det foruden?

Jeg har selv hvide strækmærker på bryster, baller og lænd, som jeg har helt fra puberteten. Men jeg tænker ALDRIG over dem. Jeg elsker min krop for det den er og hvad den kan, og vi har ALLE historier og finurligheder på vores fine kroppe, som vi kan vælge at være kede af, eller være stolte af eller måske bare være ligeglade og lade være med at fokusere på dem. Hvordan mon det ville være? At lægge fokus væk og istedet fokusere på det, du faktisk kan ændre, nemlig dine tanker omkring det.

Mine 4 nyeste ar på billedet, har jeg siden sårene faldte af, smurt med Formula A serum og Rosehip repair Olie, for bedst mulig opheling. Igennem sommeren har de været tildækket med plaster, hvis jeg har været i solen. De er slet ikke færdige med at hele endnu. Ar tager lang tid om at blive pæne og du skal ihvertfald give dine ar et år, før du kan se et nogenlunde færdigt resultat. Og det er super vigtigt, at de ikke får sol imens de heler. Så forbliver de nemlig røde. Giv det tid tid og masser af tid.

Jeg kan se, at et af de små er nærmest ligner en sommerfugl. Det vil jeg tænke på når jeg ser på det. En smuk flagrende sommerfugl. Og så vil jeg mindes en tid, hvor vi som familie blev endnu stærkere sammen. En tid, hvor jeg var rigtig ked af, ikke at kunne være den mor, jeg gerne ville være, fordi jeg var for svag.  Hvor min seje mand, tog alt i stiv arm, så det aldrig føltes kaotisk og børnene ikke led nød. Hvor mine dejlige veninder og svigermor kom og passede baby, min webshop og tog børnene med ind på hospitalet hver eneste dag, så jeg kunne amme min datter og have lidt nærvær med dem. Bare et par timer. Det kunne jeg holde til.

Og så er jeg bare dybt taknemmelig for stadigvæk at være her på Jorden og LOVER, at søge læge lidt tidligere fremover;-)