Hemmeligheder…

Hemmeligheder…

Jeg har idag nået en KÆMPE milepæl i mit liv, som jeg er klar til at dele med Jer: Jeg har aldrig været større end jeg er nu… og jeg ELSKER det 😀 Grunden til størrelsen er, at der ligger en lille babygirl i min efterhånden store mave. Og dét i sig selv er jo nok at elske. Men for mig er det noget helt specielt at være nået hertil uge 31+2…

De fleste er ikke klar over at jeg faktisk allerede er mor til 2… 2 drenge. Den ene er Leonardo, som I nok har set billeder af eller mødt, på et eller andet tidspunkt. Han blev født præcis 2 måneder for tidligt, i uge 31+2. Han er idag 5 år og en helt fantastisk og vidunderlig normal dreng med masser af energi. Den anden er Lucca. Han blev født i uge 22+6, og dette var desværre lige en uge for tidligt til, at lægerne i DK ville gøre en indsats for at redde ham. Heldigvis vidste han, at kampen ville blive for hård hvis han kom ud så tidligt, og valgte at hans sidste hjerteslag skulle banke lige der, hvor han var tryg og velkendt, i min livmoder. Han ligger nu godt på kirkegården, hvor jeg kan gå ned og snakke med ham, lige så ofte jeg har behov for.

Sådanne traumatiske oplevelser gør, at jeg er blevet et andet menneske. På den gode måde. Nu har jeg også prøvet at miste min mor, og at have både mistet min mor som 19-årig og min søn som 33-årig gør, at jeg ikke længere tager noget for givet, og nok er mere taknemmelig for alle de små ting i livet, end de fleste. At høre fuglende synge, at se en smuk solopgang, vågne med min søn i armen hver morgen, at kunne gå en tur i skoven hver dag, at min kæreste elsker mig for lige præcis den jeg er, at mine veninder forstår mig, at jeg har et valg og selv er i stand til at skabe mit liv lige som jeg gerne vil have det. Man kan vælge at lægge sig ned og være offer, eller man kan vælge at ville have det godt og gøre hvad der skal til, for at blive lige præcis den man gerne vil være, trods det man har med sig i bagagen. Jeg tror på, at der er en mening med alt, og jeg har altid søgt dybt for at finde den. Nogle gange er meningen fandme svær at finde, men jeg ved den er der. Og før eller siden dukker den op. Jeg er meget søgende for at blive klogere på mig selv, og hvorfor jeg er født ind i den her verden, og har været ved et hav af forskellige behandlere, mest fra den alternative verden. Jeg ved, at ubalancer i psyken bliver til fysiske symptomer før eller siden, så derfor er det så vigtigt for mig, at bearbejde mine oplevelser helt på sjæleplan.

Det største vendepunkt i mit liv var, da jeg fødte Leonardo 2 mdr før tid. Dér lærte jeg hvad livet handlede om. Dér lærte jeg at mærke mig selv, og der begyndte min rejse til at finde ud af hvem jeg virkelig er, hvad mine virkelige værdier er, og hvad der er vigtigt her i livet. Og sikke en rejse. Så selvom det var noget af det hårdeste ever (på daværende tidspunkt), så har det samtidig været den største åbenbaring i mit liv, og netop dét tror jeg var meningen. Jeg skulle have roen 100% for at kunne mærke mig selv, for ellers havde jeg fortsat kørt ud af karriereræset, og arbejdet helt vildt meget, fordi jeg troede det var vigtigt at tjene mange penge, og være igang konstant med arbejde og sociale arrangementer. Det har jeg heldigvis fundet ud af, at det ikke er. Ikke for mig ihvertfald. Bare jeg kan betale mine regninger, og leve sundt og godt, så er jeg glad. Det, der er vigtigt for mig er, at jeg er glad hver dag jeg står op, at jeg elsker alt hvad jeg laver i mit arbejde, at jeg er stressfri, og at jeg kan være lige præcis den mor, jeg gerne vil være, som bruger alt den tid jeg kan med mine børn, mens de er små, så jeg aldrig skal se tilbage og fortryde, at jeg ikke var der noget mere. Hvis jeg vil arbejde 60 timer om ugen engang igen, er der tid nok til det. Lige nu når jeg det jeg når, og hvad jeg ikke når idag, når jeg måske imorgen. Og har samtidig fundet ud af hvilken kæmpe sensitivitet jeg rummer, og fundet en måde at leve med den på. Er SÅ taknemmelig for, at jeg fik lov at få denne traumatiske oplevelse, da den har gjort mig til den jeg er idag.

DERFOR er jeg glad og overlykkelig for at være større than ever. Og jeg glæder mig helt vildt til at se min mave vokse endnu mere i de sidste uger. Jeg glæder mig til, at jeg ikke selv kan rejse mig fra sofaen fordi jeg er for stor, og jeg vil glæde mig til, at være hende der siger “kom nu uuuuuud”. Det er jeg nemlig blevet snydt for et par gange;-)